”Det
bedste, man kan gøre ved problemer, er at lære dem at kende” – sådan skriver
forfatter og socialrådgiver Camilla Grann i sin nye børnebog ”Anton
Tigertæmmer”, som udkommer i dag. Det er en historie om en helt almindelig
dreng, der hedder Anton, som nogle gange kommer i problemer i børnehaven. Det
forholder sig nemlig sådan, at der springer en tiger ud af maven på ham, når
han bliver vred. Tigeren kan finde på alt muligt som at bide og brøle og når
han ikke længere er vred, så forsvinder tigeren ind i maven igen. Det er
egentlig ret besynderligt, hvordan det kan lade sig gøre… Bogen handler om,
hvordan Anton lærer at tæmme tigeren i maven.
Når der opstår situationer i vores liv, som vi har svært ved at
håndtere – såsom at blive så vred, at det føles som en tiger der
springer ud af maven - så er vores typiske ubevidste reaktionsmønstre ofte at
fortrænge eller blive overvældet. Det er sjældent, vi helt af os selv går i
gang med at undersøge et problem eller forsøger at blive venner med sådan en
tiger. Denne bog er vigtig, fordi den på finurlig og sjov børnefacon tager fat
på en rummelig snak om vreden, som jo er en af vores grundfølelser. Bogen
tilbyder forslag til, hvordan man kan være sammen med vreden, uden at forsøge
at tvinge den til at gå væk eller bure den inde. Det sidste er for øvrigt et
umuligt projekt, for det, vi forsøger at holde nede, bliver ved med at poppe op
og måske ligefrem styre os.
Det kan være svært for både børn og voksne at håndtere vrede.
Efter 10 års erfaring som familieterapeut med samtaler med skilte forældre og
delebørn, så ved jeg af erfaring, at det er et emne mange voksne også tumler
med. Enten forsøger vi at undgå den og skammer os måske over den eller også
fylder den hele familien. Det er selvfølgelig muligt at give vreden plads, uden
den fylder så for meget, det bliver svært at være sammen med andre
mennesker og det kommer Anton Tigertæmmer til at lære. Bagest i bogen er
der et særligt afsnit til de voksne med vejledning i, hvordan man med fordel
kan tale med børn om svære følelser som vrede. Der er en forklaring på begrebet
’eksternalisering’, som kort fortalt handler om at adskille personen fra
problemet. I dette tilfælde at kalde vreden for en tiger, som dermed ikke er hele Anton, men som kommer ud af hans mave.
Det er dog kun en del af håndtering af problemet eller vreden. Det kan være
ligeså vigtigt at undersøge, hvad der har aktiveret den. Forfatteren skriver
følgende direkte til skilte forældre i voksen-afsnittet bagest i bogen: ”Sagt
med andre ord kan det i første omgang være vigtigere for Anton at tale om, hvad
der gør ham vred/krænker ham, end at tale om, hvordan han kan lære at tæmme
Tiger-Jørgen. Og hvis vreden f.eks. bunder i, at forældrene er blevet skilt, er
det vigtigt, at de tager ansvar for reaktionen.”
Bogen kan købes på følgende link: http://www.arnoldbusck.dk/boern-unge/boerneboeger/anton-tigertaemmer
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste
Kærlig hilsen
Anna Prip
Ingen kommentarer:
Send en kommentar